Marineret andeinderfilet med syltede kartofler og salat

På få minutter kan du med denne opskrift få nem og lækker and. Andeinderfileter er rent andekød og er derfor meget fedtfattigt og rig på proteiner.

OBS: De syltede kartofler skal forberedes dagen før, da de skal stå og trække i et døgns tid.

Sværhedsgrad: Middel

Antal personer: 4​​

Det skal du bruge

Marineret andeinderfilet

  • 2 pakker andeinderfilet á 180 g
  • 1 spsk. soya
  • 1 tsk. honning
  • ½ tsk. spidskommen
  • ½ dl olivenolie
  • 1 fed hvidløg

Syltede kartofler

  • 16 små kogte kartofler
  • 1 dl eddike
  • 1 dl vand
  • 1 dl sukker
  • 2 skalotteløg

Salat

  • Blandet salat efter eget valg
  • 8 grønne asparges
  • 8 radisser
  • 1 tsk. sennep
  • 1 tsk. vin eddike
  • Olivenolie
  • Groft salt og peber

​Tilberedning

Syltede kartofler

Eddike, vand og sukker koges sammen til sukkeret er smeltet. Lad det køle af til stuetemperatur. Lagen blandes med de kogte kartofler og skalotte løg i skiver og sættes på køl til næste dag i en lufttæt beholder.

Marineret andeinderfilet

Soya, honning, spidskommen, olivenolie og knust hvidløg blandes sammen til en marinade. Andeinderfileterne lægges i marinaden, og stilles til hvile i min. 1 time. Herefter steges andeinderfileterne på en pande ved middelvarme, ca. 2 minutter på hver side. Lad det køle af en smule før servering.

Salat

De vaskede grønne asparges dampes i en gryde let saltede vand i ca. 1 minut og lægges til afkøling. Radisserne skæres i tynde strimler og opbevares i koldt vand indtil de skal bruges. Sennep og eddike piskes sammen og olivenolien tilsættes lidt ad gangen. Pisk til vinagretten har en let cremet konsistens og smag til med salt og peber.
Vend salaten sammen med vingratten og de dampede asparges skåret i mindre stykker.

Tip:

Andeinderfileterne kan under stegning godt 'krølle' sammen. For at undgå det sker anbefales det at andeinderfilterne steges med den hvide sene nedad først.

vild med and

En del af Geia Food A/S

Fuglevænget, 9000 Aalborg​   |   Telefon: +45 96 34 04 14   |   E-mail: info@geiafood.dk