Andebrystsalat med julens frugter​

Dagen derpå, efter alle julens fester, er det ikke altid lysten til at spise and på den traditionelle måde der står øverst på listen. Men hvorfor ikke bruge resterne til en lækker let salat, med julens frugter og tilbehør? Det er nemt og hurtigt at lave.

Sværhedsgrad: Nem

Antal personer: 2​

  • 2 andebryster (160-200 g)
  • 2 små røde æbler
  • 2 klementiner
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 2 spsk. friskpresset appelsinsaft
  • 1 spk. hvidvinseddike
  • 2 julesalathoveder
  • 4 saftige dadler
  • 1 lille håndfuld valnødder
  • 1 lille radicchio salathoved
  • 1 potte brøndkarse
  • Salt og peber

​Tilberedning af andebrystsalat med julens frugter

Andebrysterne ridses let i skindet og krydres med groft salt og peber. Andebrysterne lægges på en kold pande med skindsiden nedad og steges ca. 10-12 minutter. Fedtet hældes fra, og herefter vendes andebrysterne og steges i yderligere ca. 10-12 minutter på kødsiden. Lad hvile 5-10 minutter inden udskæring.

Æblerne skæres i både. Klementinerne skrælles helt tæt ved hinden og klementinbådene skæres fri af hinden. Olivenolie, sennep, appelsinsaft og hvidvinseddike piskes sammen og smages til med salt og peber. Julesalat brækkes af i både og blandes med æbler, klementiner og dadler skåret i både. Radicchio salaten rives i mindre stykker og blandes i.

Salaten fordeles i to dybe tallerkener sammen med de tynde skiver andebryst, oliedressingen hældes over salaten og der pyntes med grofthakkede valnødder og brøndkarse. 

vild med and

En del af Geia Food A/S

Fuglevænget, 9000 Aalborg​   |   Telefon: +45 96 34 04 14   |   E-mail: info@geiafood.dk